Det frivilligt drevne og selvbetjente Ulbjerg Friluftsbad har haft 20 badende i gennemsnit hver dag, og det er flere, end bestyrelsen havde regnet med.


Det er gået over al forventning.

Det siger Finn Christensen fra bestyrelsen om begyndelsen for Ulbjerg Friluftsbad, som blev genindviet den 31. maj i år.

Det lukkede ellers i 2011, fordi det var nedslidt. Men få år efter gik en række lokale borgere i gang med at skabe grundlaget for, at badet kunne genåbne, og med ikke mindst tusindvis af frivillige arbejdstimer lykkedes det altså i år.

I genåbningssæsonen har der i sagens natur ikke været lige mange hver dag - og færrest i køligt og regnfuldt vejr. Men i gennemsnit har der været 20 badende om dagen, og det er altså flere, end man havde regnet med.

Specielt i de seneste uger med høje lufttemperaturer, har mange søgt til friluftsbadet på Fjordglimt 3.


Nyligt uheld
Alt er dog ikke gået til plussiden. Forleden blev noget af adskillelsen bestående af en metalramme med plexiglasruder mellem børnebassinet og resten af bassinnet ødelagt. Uden at nogen har taget ansvaret.

Bestyrelsen opfordrer i et Facebook-opslag den eller de "skyldige" til at melde sig. Ellers kan optagelser fra overvågningskameraet blive indleveret til politiet. Men Finn Christensen lægger ikke skjul på, at sagen gerne skulle klares i mindelighed.

- Det er nok ikke hærværk, men et uheld. Vi vil bare have, at det bliver sagt videre, hvis sådan noget sker - at folk tager ansvar, siger han.

Bag Ulbjerg Friluftsbad står en forening, og badet bliver drevet af frivillige - men uden bademester eller fast opsyn. Til gengæld er der lige nu åbent fra klokken 6.00 til 22.00 hver dag. Og det skal i princippet være åbent året rundt.

Kilde: Viborg Folkeblad

 

1
0
1
s2smodern
Gå til toppen