Vejret artede sig fint og humøret var højt, da Ulbjerg Friluftsbad i sidste uge blev indviet.
 
 
Når man sådan står over for at skulle indvie et nyrenoveret friluftsbad, så er det i sagens natur med en vis skæven til vejrudsigten. Og selvom selvsamme melding ikke så alt for positiv ud på forhånd i torsdags i Ulbjerg, så ændrede det sig minsandten, så rigtig mange af de cirka 200 fremmødte tog en frivillig dukkert i Ulbjergs nye friluftsbad.
Finn Christensen fra bestyrelsen holdt indvielsestalen. Derefter var det den lokale byrådspolitiker Kurt Johansen, der sagde et par ord. Det gamle svømmebassin blev i sin tid skænket af Kringlefesten, og da det nu er genåbnet, fandt man det passende, at det var Kringlevrideren Kirsten Johansen, der sammen med nogle af byens børn, klippede den røde snor.
 
 
Stor opbakning
Første mand i bassinet var til stor morskab for de fremmødte Lars Norup fra Ulbjerg Gymnastikforening, som kom ud til bassinet i fuldt udstyr - store svømmefødder, dykkerbriller og snorkel. Derefter kan det nok være børnene hurtigt fik skiftet om til badetøj, og der blev et leben uden lige. Der lød høje plask og børnelatter, beretter Kirsten Johansen om indvielsen.
I dagens anledning var der underholdning af Thomas Madsen fra Sundstrup, som sang og spillede guitar. Samtidig var der gratis pølser, brød, øl og sodavand til alle. Ole Stisen og Karsten Jørgensen agerede grillmestre, og Pernille Lassen kom hjem til Ulbjerg for at være livredder under arrangementet, så også den sag var i de bedste hænder.
Mange private som foreninger havde skænket friluftsbadet pengegaver, og der blev solgt mange sæson- og årskort på dagen, så bestyrelsen er taknemmelige og glade for den store opbakning. Nu håber bestyrelsen blot, at man vil tage rigtig godt imod friluftsbadet, og bruge det så meget som muligt.
 
 
1
0
1
s2smodern
Gå til toppen