Søndag morgen og middag konkurrerede 25 landmænd i pløjning ved traktormuseet i Ulbjerg.

For det uerfarne øje kan det være svært at se, hvad det egentlig er, der foregår ude på en mark i nærheden af Ulbjerg. For det erfarne er det dog meget let.

Det er nemlig pløjedag. Søndag var mødt 25 pløjere op for at konkurrere i, hvem der er bedst til det der med at pløje.

Men inden man overhovedet er trådt ud af sin bil, kan man godt høre, hvem det er, der sætter dagsordenen herude på marken, da den velkendte rumlende prutte-lignende lyd, der kommer fra traktorerne, med det samme penetrerer øregangene.

Og tilføj dertil duften af jord, traktor-os fra de rumlende maskiner samt duften af grillpølser.

Men udover de sanselige kendetegn, hvad er det så egentlig, sådan en pløjedag er for noget?

Gert Steensbeck er 72 år, så vidt han husker, og har været landmand i mange af dem. Pløjedagen for ham er en dag, hvor han bliver bragt tilbage til de gamle dyder, hvor ploven havde en væsentlig større rolle at spille i landbruget.

Plovene skulle ofte indstilles for at opnå det bedst mulige resultat.

Den ældre

Gert Steensbeck forsøger ihærdigt at forklare os reglerne for pløjningen.

- Man kører frem og tilbage med ploven og laver et spor. Og så skal det helst være så pænt som muligt. Der skal eksempelvis ikke være noget grønt på den nu golde jord. Og så skal der helst være en pæn symmetri, i det man laver. Jo pænere og mere stilrent, jo flere point, fortæller Gert med en gnist i øjnene.

Han kører efterfølgende en tur frem og tilbage i sin David Brown-traktor fra 1969, henover den grønne jord og efterlader en bunke pæn, brun jord efter sig. Der må efter sigende godt være en smule bølger i resultatet. Men heller ikke for mange.

- Så indstiller man ploven efter, hvad der nu var godt eller skidt fra den sidste runde. Samtidig er det også meget vigtigt, at de pløjer i samme højde. Det store spor, man efterlader sig, skal nemlig være 20 centimeter dybt. Plus-minus to centimeter, fortæller han.

Gert Steensbeck har tidligere fået anden- og tredjepladser til stævnet ved Ulbjerg, men i dag er det mest for hyggens skyld, han er med, selvom han selvfølgelig gerne vil lave et fint resultat.

Nikolai S. kan helt klart bedst lide, når traktorerne ikke bliver nylakeret. Han kan godt lide de historier, der kan lægge i nogle af de ar, som traktoren har fået med sig i sine mange leveår.

Nikolai S. kan helt klart bedst lide, når traktorerne ikke bliver nylakeret. Han kan godt lide de historier, der kan lægge i nogle af de ar, som traktoren har fået med sig i sine mange leveår.

Den unge

Fra den ene ende til den anden af alders-spektrummet.

Selvom de fleste til dagens stævne er fra samme aldersgruppe som mange af veteran-traktorerne til stævnet, så er der også mødt nogle yngre op. En af dem er 16-årige Nicolai S.

- Jamen, det var egentlig min morfar, der introducerede mig til hele den her verden, som jeg nu elsker højt. Det startede vel allerede i tredje klasse eller deromkring. Han hev mig med op i traktoren, og så fik jeg en gang imellem lov til at tage fat i rattet, fortæller den unge mand.

Og jo mere tid, der gik, jo mere fik Nicolai lov til at styre.

- En dag steg min morfar bare ud og gik sin vej. Så måtte jeg jo selv styre den uden hjælp. Lige siden har det bare hængt ved, fortæller Nicolai S.

Når han engang bliver helt klar til voksenverdenen, vil han gerne være landmand. Helst i marken, men han vil også gerne arbejde med kvæg og svin.

Græs, jord, græs, jord. Hvis man havde taget et billede fra luften, havde det været synet. Plus nogle røde og blå traktorer.

 

Kilde: Viborg Stifts Folkeblad

Ulbjerg film






Gå til toppen