En ny cykelbane har set dagens lys ved skolen i Ulbjerg. Den er tilvejebragt med lokalsamfundets opbakning.

Noget forholdsvis enkelt kan godt have værdi for rigtig, rigtig mange. Det ved de i Ulbjerg, hvor skole og skolefritidsordning tidligere på ugen inviede en ny cykelbane på arealerne bag skolen.

- Jeg synes, det var en god idé med en cykelbane, og nogle fædre var straks klar til at hjælpe med både maskiner og armkræfter, fortalte afdelingsleder Jens Thomsen, inden spændte elever drønede ud på den nye bane.

At gruppen af fædre ikke var sene til at springe på udfordringen og melde sig med både mandskab og maskiner, er kendetegnende for Ulbjerg som landsbysamfund. Med andre ord, så behøver man aldrig lede længe efter hjælp, før man får den.

- Og så er det et eksempel på, at man kan få rigtig meget sjov ud af billige og enkle materialer, sagde Jens Thomsen, der er taknemmelig for de mange hjælpende hænder.

Glat og vild

At dømme efter interessen, har han helt ret i den antagelse. Alt lige fra bmx-cykler til fine damecykler med cykelkurv kunne køre på banen, der i princippet er åben for alle Ulbjergs børn. I SFO'ens åbningstid, er det dog SFO-børnene, der må bruge banen. Eneste krav er at brug af cykelhjelm er påkrævet og at man passer godt på banen.

- Den er glat og lidt vild. Den er fin, lød vurderingen fra eleven Thomas Bak Nielsen, inden han tog en ny runde på cykelbanen.

Kilde: Viborg Stifts Folkeblad

0
0
0
s2sdefault
Gå til toppen