Der var fest og farver da årets Kringlefest løb af stablen i Ulbjerg i uge 24.
Byfesten som har mere end 50 år bag sig, dannede i uge 24 rammerne om alle former for hygge, fejring af Ulbjerg og byens store fællesskab.
Traditionen tro blev der stillet an søndag i uge 23. Imellem 20-30 personer mødte trofast op, og i løbet af kun halvanden time havde de effektive hjælpere rejst både telte til boder, øltelt, stillet an til banko og til fællesspisning i både forsamlingshus og hallen i byen.
Bankospil
Tirsdag var der bankospil i forsamlingshuset med intet mindre end 136 deltagere. Alt blev udsolgt. Tusind tak til de mange sponsorer for de flotte gevinster, som gør bankospillet muligt år efter år.
Lokal Kringle-Revy
Igen i år var en gruppe gået sammen om at lave en lokal-revy. Revyen blev opført både onsdag aften, og fredag i forbindelse med den store fest. Her var masser af sjove indslag, historier, sang og gymnastik fra Ulbjerg og omegn. Der foruden kom der fornemt besøg af både Hendes Majestæt Dronning Margrethe og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen. Der blev i bogstavelig forstand grædt af grin. En helt fantastisk revy med lokale tekster skrevet af Kirsten Johansen og Lone Skytte, instrueret af Anders Norup, musik af Bodil Højer, og skuespillerne Allan Christensen, Anders Norup, Birthe Lassen, Christina Ambrosius, Dorte Stefansen, Kirsten Johansen, Lars Norup og Lone Skytte. Desuden også tak til Hanne Lona Nielsen-Grøn (årets kringlevrider) og Christina Nielsen-Grøn som hjalp bag scenen.
Gadefodbold, Kringleskydning og Kirkekoncert
Den helt store aktivitets-aften må siges at være torsdag. Her var der gadefodbold turnering på stadion. Kun to hold var tilmeldt, men med intensiteten der blev lagt for dagen, og de interne konkurrencer var det ikke noget der gjorde kampene mindre sjove. Der var masser af publikum som kunne købe aftensmad på stadion i madvognen. Her forruden var også tombolavognen på stadion. Her blev dannet rammen om en rigtig hyggelig aften. Havde man desuden lyst var det også muligt at afprøve kræfter med skydning ved Ulbjerg Skytteforening, som lagde hus til denne aktivitet. Ikke mindre end 61 prøvede at skyde, og i forbindelse med kringleoptoget lørdag blev der uddelt præmier til børn og voksne, uøvede og øvede.
Var man ikke til sportslige aktiviteter denne aften var det muligt at komme til Kirkekoncert i Ulbjerg Kirke. Her var Menighedsrådet vært ved en sommerkoncert med Vocalia fra Viborg. Omkring 50 mennesker deltog til koncerten denne aften og den efterfølgende kaffe og kage i forsamlingshuset.
Fest for de voksne
Den helt store festaften i ugens løb var fredag. Her var omkring 135 festglade mennesker tilmeldt til lækker spisning fra Dortes Diner Transportable i Hersom. Efter maden var der revy til det festglade publikum. Efter masser af grin og smil, var der dessert, og endelig spillede DJ Michael Eiskjær op til fest og dans.
Store familiedag
Lørdagen startede med morgenmad sponsoreret af Vestjysk bank. Alt sammen blev det serveret af det trofaste morgenhold. Herefter var der optog gennem byen fra kl. 11. Flere foreninger stillede med en vogn, og spredte glæde for de mange fremmødte publikummer. Ved optogets afslutning blev der holdt tale af arbejdsgruppens formand Maria Johansen om ugens forløb. Herefter fandt kåringen af årets Kringlevrider sted, men inden da, blev der taget afsked med den afgående kringlevrider Dorthe Christensen, der som den første nogensinde har haft titlen i 3 år, da man ikke har kunnet afholde Kringlefest grundet Corona.
Kringlevrideren 2022 blev Hanne Lona Nielsen-Grøn, for sine mange års frivilligt arbejde på tværs af mange foreninger og arrangementer.
Herefter købte mange middagsmad på pladsen samt nød en masse timer i solen, til lyden af børn der legede på hoppeborgene og området omkring. Her var både mulighed for at få gratis ansigtsmaling, prøve lykkehjulet, tombola, få ballondyr af Safari John og elefanten Elton eller endda afprøve en omgang Linedance ført an af Skringstrup Linedancere. Sidstnævnte lavede en workshop med mange deltagere. En stor succes!
Fællesspisning og LAN-party
Lørdag aften var der indbudt til fællesspisning. Her var der steg, kartoffelsalat og salat lavet af en masse frivillige som ikke mindre end 200 mennesker nød godt af. Alle nytilflyttere til byen siden 2019 var inviteret gratis med, arrangeret af Ulbjerg Lokalråd.
I skolens Aula blev der afholdt LAN-party. Her var der 10 deltagere, og flere som gik til og fra i løbet af hele aftenen.
Ca. 19.45 spillede Kristian Kjær og Thomas Mikkelsen musik i hallen, til stort glæde for det festglade publikum.
Efter oprydning søndag hvor der igen var mange frivillige der var mødt talstærkt op, blev der udtrukket nittegevinstnumre fra tombolaen. Efterfølgende blev der serveret rester af mad til de mange hjælpere.
Der skal lyde en stor tak til de mange frivillige som har hjulpet i og omkring uge 24. Uden alle de mange hænder og mere end 350 timers frivilligt arbejde havde dette ikke kunnet lade sig gøre. I Ulbjerg skal der være plads til alle, og det prøver vi så vidt muligt at opnå i løbet af Kringlefesten. Tusind tak!
Arbejdsgruppen for Kringlefesten
Foto: Maria Johansen
Følg det på facebook