Ulbjergs årlige Kringlefest i uge 24 blev en stor succes i år. Sådan kunne det berettes til det afsluttende regnskabsmøde i Grøndalscentret onsdag den 4. september. Festlighederne var flyttet på Ulbjerg Stadion i telt – ligesom i gamle dage. For år tilbage valgte man at gå væk fra telt, for at spare de dengang høje udgifter til telt-leje. Nye tider for leje af telt, et mindre behov for teltstørrelse samt stor efterspørgsel efter en samlet byfest i telt på stadion betød, at man i år gik tilbage til den traditionelle ”gammeldags byfest” – en beslutning, der viste sig at være helt rigtig!
I år kunne arbejdsgruppen fremlægge et regnskab ved kasserer Annette Mindegaard kunne nemlig præsentere et rekordstort overskud på imponerende 55.251 kr., hvilket er det højeste beløb, Kringlefesten nogensinde har indbragt. Overskuddet fordeles ligeligt mellem de lokale foreninger med ungdomsafdelinger, herunder KFUM Spejderne i Ulbjerg, Ulbjerg Gymnastikforening og Ulbjerg Idrætsforening. Dog skal det nævnes, at stort set alle foreninger i Ulbjerg hjælper til ved Kringlefesten hvert år, og de fortjener en stor del af æren for det flotte overskud.
Formand for arbejdsgruppen, Karsten Jørgensen, kunne også fortælle om en byfest, der var velbesøgt og fyldt med aktiviteter. Der blev blandt andet afholdt bankospil, gadefodbold, kirkekoncert, skydning, Krocket og fodboldkampe. Fredag aften blev der solgt over 180 burgere, og festlighederne bød desuden på kringleoptog, kåring af en ny kringlevrider og en afsluttende fest lørdag aften med 105 spisende gæster og flere, der sluttede sig til senere på aftenen.
Alt i alt var Kringlefesten 2024 en stor succes og et sandt tilløbsstykke, der skabte glæde og fællesskab i Ulbjerg.
Arbejdsgruppe, kasserer og revisor
Til mødet skulle den nye arbejdsgruppe for Kringlefesten 2025 vælges. I alt 3 personer var på valg. Henrik Jensen fra Forsamlingshuset ønskede og fik genvalg, Ben Wingard fra Kringlevriderne og Maria Frandsen fra Idrætsforeningen ønskede ikke genvalg. Der arbejdes på at finde nye folk fra begge. Ikke på valg var formand Karsten Jørgensen fra Spejderne og Nanna Møllenberg Skadhede fra Ulbjerg Gymnastikforening.
Kassereren Annette Mindegaard meddelte, at hun også ønsker at fratræde sin post som kasserer, som hun ellers har haft gennem 33 år. Hun bliver dog siddende på pladsen indtil en ny er fundet og sat grundigt ind i det flotte regnskabsoverblik, som Annette har kunne fremvise år efter år.
På revisorposten ønskede Ole Buhl at fratræde posten som revisor for regnskabet. Der arbejdes på at finde en ny til denne post.
De fremmødte til mødet opfordrer folk med interesse for at planlægge og have indflydelse på byfesten for at melde sig til arbejdsgruppen. Man behøver ikke have forbindelse til nogle foreninger på forhånd, men har man blot mod på at træde i arbejdstøjet, er man hjertelig velkommen. En oversigt over forventninger til arbejdsgruppen fremgår senere i referat fra evalueringsmødet.
Tak for i år!
Mødet blev afholdt efter vedtægterne, og de fremmødte, kringlekomitéen, godkendte referatet. Herefter fortsatte del to af aftenens program; evaluering af Kringlefesten 2024.
Evalueringsmøde vedr. Ulbjerg Kringlefest 2024, 04-09-2024
Deltagere: Annette Mindegaard, Karsten Jørgensen, Henrik Jensen, Jens Peter Christensen, Nanna Møllenberg, Maria Frandsen, Hanne Lona Nielsen Grøn, Mette Bjerregaard Sørensen, Christina Ambrosius, Jesper Steenfeldt Laursen og Vivian Thorup.
Sted: Grøndalscentret i Ulbjerg
Referat: Maria Frandsen
Nedenstående er punkter som efter aftale ønskes offentliggjort for hele området, og især dem som ikke kunne komme til aftenens møde. Punkterne er indkomne ris, ros og gode idéer fra henholdsvis sedler og beskeder fra byfestugen, samt punkter diskuteret på aftenens møde.
Punkter til evaluering – ris/ros:
Idéer
Hvad KAN det indebære at være en del af arbejdsgruppen for byfesten?