Et helt nyt samarbejde er opstået i Ulbjerg.
Ulbjerg Lokalråd og Foreningen ”Bevar Ukraine” går sammen om en indsamling af nødhjælp til Ukraine.
Situationen i Ukraine bliver kun værre og behovet for nødhjælp er stigende. I Ulbjerg har lokalrådet tænkt i nye baner og som formanden for Ulbjerg Lokalråd, Jesper Steenfeldt Laursen, udtrykker det ”vi kan ikke bare lade stå til, vi har en del ukrainere boende her i området og de indgår aktivt i vores lokalsamfund; det mindste vi kan gøre, er at give lidt tilbage til deres hjemland, så lørdag den 20. maj kl. 10 kører vi rundt med trailere og samler ind”.
Foreningen Bevar Ukraine er i forvejen repræsenteret i Ulbjerg, hvor Viktor Mudryy der oprindelig er fra Ukraine, organiserer indsamling af nødhjælp, som efterfølgende bliver sorteret og pakket, inden det læsses på lastbiler der kører det til Ukraine. Listen af ønskede effekter er lang, blandt de højst prioriterede er tøj, tæpper, puder og basale hygiejneprodukter, men også termokander, stearinlysrester og lommelygter kan gøre gavn i det krigshærgede land.
”Vi håber folk vil støtte op om projektet og benytte lejligheden til at få ryddet op i gemmerne” lyder det fra Jesper Steenfeldt Laursen, der fortsætter ”effekterne skal bare stilles ud til postkassen på indsamlingsdagen, så klarer vi resten – og bor man udenfor Ulbjerg, er det bare at sende en besked til lokalrådet, så kommer vi!”.