Fodslaw Viborg på kobjældetur i Ulbjerg.
Under blå himmel med klar sol og en kold vestenvind begav næsten 90 glade vandrere sig ud på Ulbjerg Klint for at beundre de enestående kobjælder, der lige nu blomstrer i fuldt flor og skaber et smukt – næsten tæppelignende – lilla skær i græsset. Tirsdag den 2. maj var Ulbjerg endnu engang værter for Fodslaw Viborgs kobjældetur. ”Det er et rigtig godt samarbejde vi har fået med Fodslaw – og vi synes det er herligt, at de gerne vil ud og opleve vores skønne natur” fortæller Jesper Steenfeldt Laursen, der er formand for lokalrådet i Ulbjerg og én af medarrangørerne for turen, og fortsætter: ”Nu er det det 3. år i træk – og så kan den det vel kaldes en tradition?”.

Flere af Ulbjergs borgere er også mødt op til turen og 3 lokale turledere står klar med hver deres rute på henholdsvis 3, 6 og 9 kilometer – alle tre parate til at fortælle historier fra lokalområdet undervejs, selvom det primære mål er kobjælderne. Et venindepar er med for første gang og siger samstemmigt at ”det er dejligt, at der er forskellige ruter der tilpasset folks formåen”. De har besluttet at gå med på 6 kilometer turen og ser frem til et besøg i pølsevognen bagefter. Netop pølsevognen, der i dagens anledning står på pladsen foran Ulbjerg Kultur- og Fritidscenter, er med til at skabe en helt særlig stemning. Folk hygger sig efter gåturen, snakken går lystigt og der bliver nydt en hotdog, mens kobjælderne har lukket sig for natten og solen dykker ned bag Ulbjerg Klint.