Kvalificeret tilgang og en forbedret tilgang er forklaringerne på Ulbjergs opblomstring. Nu siger træneren farvel og overlader Ulbjerg til et andet velkendt trænernavn.
Der var liv og glade dage i Ulbjergs klubhus lørdag eftermiddag.
Op mod 150 mennesker var troppet op til en direkte oprykningsduel mellem Ulbjerg IF og B52 fra Aalborg, og efter 4-4 stod det fast, at Ulbjerg rykker op i serie 1. En imponerende bedrift af hjemmeholdet, der i sommer tog turen fra serie 3 til serie 2 og dermed sikrede sin anden oprykning på et år.
Ulbjerg havde totalt styr på første halvleg og førte 3-1 ved pausen. Anden halvleg af oprykningskampen blev en vild og rodet affære. Seks gule kort og et enkelt rødt i anden halvleg taler sit tydelige sprog. Et par personlige fejl betød, at B52 kom tilbage i kampen og endda kom foran med 4-3, men det endte med en stor forløsning, da Benjamin Bech med cirka 10 minutter igen fik udlignet til slutresultatet 4-4 og dermed sørgede for, at Ulbjerg kunne lade champagnepropperne springe for den anden oprykning på et år.
»Det er altid fedt at rykke op. Vi er da overraskede over, at det er gået sådan, men man kan på ingen måde sige, at det har været ufortjent. Vi har ført kredsen fra start, så vi snyder ikke nogen. Vi fik en overraskende god start, og den fortsatte bare. Men vi er først begyndt at tale om oprykning her til sidst, hvor det pludselig kom meget tæt på,« siger Ulbjerg-træner Thomas Christophersen.
»Vi har ikke haft noget pres på for, at vi skulle rykke op. Det var der i foråret, hvor vi var rykket ned i serie 3, hvor vi ikke mente, at vi hørte til, så der ville vi bare op i serie 2. Vores målsætning før sæsonen var, at vi skulle have point nok til at blive i serie 2,« siger træneren, der forklarer, at træningskulturen er blevet bedre i den seneste tid, hvilket har hjulpet gevaldigt på niveauet.
Samtidig fik Ulbjerg kvalificeret tilgang i sommerens løb, og det har været med til at skubbe truppen i den rigtige retning.
»Før kunne vi stå 8-9 mand til træning tirsdag og torsdag, men her i efteråret har vi flere gange været 14-16 mand. Og det giver udslag på banen,« siger træneren.
Han har set en del serie 1-kampe i løbet af den seneste tid, og han vurderer, at Ulbjerg har en chance for at bide sig fast.»Jeg tror sagtens, at Ulbjerg kan bide skeer med den nederste halvdel af serie 1. Det vil nok være en udfordring mod de bedste hold i serie 1, men de øvrige kan man sagtens spille op med,« siger træneren. Det bliver dog ikke Thomas Christophersen, der skal gøre Ulbjerg klar til udfordringen i serie 1.Efter en årrække i klubben har han søgt nye udfordringer og skal efter nytår træne Tjele Vest Sport, mens Kasper Klavsen, der tidligere stod i spidsen for Skals med stor succes, skal træne Ulbjerg.»Hvis jeg tænker tre år tilbage, så overtog jeg Ulbjerg i serie 2. Dengang havde vi en intern snak om, at vi gerne ville noget andet spillemæssigt, så når jeg ser, hvor vi er i dag, så er jeg glad og stolt over, at holdet har flyttet sig så meget. Ulbjerg er et meget mere boldspillende hold end tidligere, og det har vist sig at være så bæredygtigt, at vi er røget op i serie 1,« siger Thomas Christophersen, der kan »risikere« at skulle stå overfor Ulbjerg i foråret, da Tjele Vest Sport helt frem til sidste spillerunde er i spil til også at rykke op i serie 1 fra en anden kreds.
»Det vil da være specielt, hvis de to klubber ender med at komme i kreds med hinanden. Men ellers, så er det en ny start for mig at komme til Tjele Vest Sport. Her kan jeg prøve at få sat mit fodboldaftryk på en ny spilletrup,« siger træneren.
Ulbjerg-B52 Aalborg 4-4 (3-1)Mål for Ulbjerg: Anders Sørensen 2, Benjamin Bech 1, Kasper Kjølhede Pedersen 1
Udvisninger: Ulbjerg 3x10 min, B52 3x10Røde Kort: B52 1
Tilskuere: Anslået 150
Kilde: Viborg Stifts Folkeblad