Forbrænd julesulet med gymnastik

Ulbjerg Motionscenter og Ulbjerg Gymnastikforening inviterer traditionen tro hele familien til tre timers motion i dagene mellem jul og nytår.

Ulbjerg Gymnastikforeningen og Ulbjerg Motionscenter har igen skruet et tempofyldt program sammen med masser af aktiviteter for både små og store, når julesulet skal brændes af.
Det sker torsdag 29. december kl. 15-18. I hallen vil der være leg for de mindste børn, høvdingebold og masser af spring-gymnastik. Derudover er der rytmisk gymnastik og dancefit samt floorball på programmet foruden yoga og bordtennis i aulaen.
Motionscenteret har selvfølgelig også åbent, hvor maskinerne kan benyttes under vejledning af instruktørerne. Her kan man også komme og se, hvad motionscenteret har at tilbyde og evt. få en snak med instruktørerne. Desuden tilbydes der spinning af flere omgange.- Som noget nyt har vi valgt at flytte tidspunktet, så arrangementet finder sted sidst på eftermiddagen med mulighed for at blive bespist - så aftensmaden er klaret, inden man tager hjem, fortæller formanden for Ulbjerg Gymnastikforening, Christina Ambrosius.
Dagen er tiltænkt som en appetitvækker, hvor motionscenteret og gymnastikforeningen giver smagsprøver på nogle af de mange forskellige motionsformer, som bliver udbudt i den igangværende sæson.- Der er denne dag så rig mulighed for at få sig rørt - og skulle der være en motionsform, som man synes godt om, så er der jo mulighed for at tilmelde sig holdet efter jul, hvor mange af vores voksne hold starter op igen, siger formanden for gymnastikforeningen.