Hele byen fester i Ulbjerg i uge 24

Når Ulbjerg i næste uge slår dørene op til Kringlefest igen, er det 47 år siden, at hele byens sommerfest blev afholdt for første gang.
 
Byfestgruppen for Kringlefesten ser med stor glæde frem til at afholde Kringlefest igen i uge 24, og Kringlefesten bliver igen i år holdt rundt omkring i byen, hvor der vil være arrangementer på både sportspladsen, i Ulbjerg Kirke, i Ulbjerg Kultur- og Fritidscenter samt i Ulbjerg Forsamlingshus.- Vi har i byfestgruppen fundet ud af, at det fungerer rigtig godt, at vi bruger de mange dejlige faciliteter, vi har rundt om i byen i stedet for at leje et stort og dyrt telt til vores Kringlefest, fortæller Ulla Rasmussen, der er formand for byfestgruppen. Hun tilføjer:- De mange gode erfaringer, vi har gjort os det sidste par år ved at prøve noget nyt i forhold til rammerne, har vi selvfølgelig taget med os igen i år, og så har vi lavet et par små ændringer eller justeringer, som gerne skulle gøre, at Kringlefesten bliver endnu bedre i år.
De mange spændende arrangementer i forbindelse med Kringlefesten kommer til at foregå fra tirsdag til lørdag, hvor lørdagens højdepunkt for de flestes vedkommende er, når optoget med masser af festlige og flotte optogsvogne kører gennem byen, og hvor det efterfølgende bliver afsløret, hvem der bliver dette års Kringlevrider. Denne fornemme hæder går sædvanligvis til en person, som har gjort sig bemærket i byen på den ene eller anden måde ved bl.a. at have gjort et flot stykke frivilligt arbejde for en forening eller for byen!- Sidste år prøvede vi at have børneloppemarked fredag eftermiddag, og i år har vi valgt at ændre det til Bagagerumsmarked både fredag og lørdag, hvor alle interesserede - store som små - kan komme og opstille en bod på de anviste steder omkring Ulbjerg Kultur- og Fritidscenter. Vi gentager også succes'en fra sidste år med hensyn til fællesspisning fredag aften, hvor vi sidste år havde godt 200 til spisning. Der vil derfor igen i år fredag aften være fællesspisning med efterfølgende revy, og så spiller 'Norden's Dansemusik' i år op til dans ganske gratis for alle dem, der gerne vil give den gas på dansegulvet, og alt imens kan ungerne hygge sig med børne-bio i aulaen, udtaler Ulla Rasmussen.
Onsdag aften er der som sædvanligt Hærvejsløb, som starter på Ulbjerg stadion, og her vil byfestgruppen gerne opfordre alle byens borgere til at komme og deltage ved enten at cykle, løbe eller gå, så man kan vinde Lokaldysten og derved sikre 10.000 kr. til Ulbjerg by. Man behøver ikke løbe, gå eller cykle i de to stive timer, som Hærvejsløbet varer - nogle få omgange på ruten er bedre end ingenting. Som noget nyt i år er der også arrangeret en veteran-fodboldkamp på Ulbjerg stadion onsdag aften, og der er også som noget nyt Kringleskydning i år.
Der er stadig masser af de sædvanlige arrangementer på programmet såsom banko, kirkekoncert, revy, gymnastikopvisning, tombola, hoppeborge, lykkebod, pandekagebagning og Kringle Ding-Dong lørdag aften, som også er en festlig aften i forsamlingshuset med live-musik, og som er en god afslutning på dejlig byfest.
Byfestgruppen for dette års Kringlefest håber på, at alle borgere i Ulbjerg vil bakke op om en festlig og fornøjelig byfestsuge.