300 kajakroere indtager fjorden

Foreningen Havkajakroerne afholder sommertræf i uge 30 med omkring 300 kajakroere i alle aldre ved Spejderklinten ved Lovns Bredning i Viborg Kommune.
Viborg/Sundstrup: Der skal padles og plaskes til den helt store guldmedalje, når Havkajakroerne, en forening for havkajakroere i hele landet, sætter kursen mod Lovns Bredning. I uge 30 er der nemlig sommertræf, hvor 300 roere deltager.
I ugen foregår flere forskellige aktiviteter med instruktører fra hele verden. Ligeledes kobles turoplevelser i kajakken med kulturelle oplevelser. For eksempel med sangtur til Jenle onsdag, hvor der for hver kilometer synges en sang på vandet, eller en tur torsdag til Thise Mejeri og Muslingeriet - muslingefarmen til havs - hvor der er rundvisning begge steder.
Fredag hopper kajakroerne til Viborgsøerne og får en rundvisning ved kajakroer og museumsmand Lars Agersnap både på søen og rundt i byen. Mandag begynder med åbning ved formand for Havkajakroerne, Anette Svendsen, efterfulgt af verdens omtrent største kajakorienteringsløb på vandet ved Virksund og slusen med 250 kajakker opdelt i 15-mandsgrupper.- Det er et socialt arrangement for alle, ny som erfaren. Grupperne løser forskellige opgaver undervejs. Det bliver særpræget og formentlig et lidt kaotisk syn. Alle skal også en tur igennem slusen, så slusemesteren får måske stress den dag, skriver foreningen i en pressemeddelelse. Arrangementet åbnes mandag den 23. juli og slutter den efterfølgende søndag formiddag. Foreningen opfordrer interesserede til at komme ud og se orienteringsløbet mandag. Det sker i tidsrummet 14.30 til 16.30.

Kilde: https://viborg-folkeblad.dk/viborg/300-kajakroere-indtager-fjorden/artikel/383731