Ulbjerg Gymnastikforening har taget hul på et nyt år, og således var alle foreningens sping-glade gymnaster fra skolealderen og opefter til fællestræning på Bjergsnæs Efterskole.
Cirka 70 gymnaster og instruktører var mødt op til fællestræningen, der var henlagt til efterskolens springhal. Det er det rene slaraffenland for gymnaster med masser af fede faciliteter for alle børn og juniorer.
- Det er efterhånden en fast tradition, at vi springer året i gang på Bjergsnæs, og det er en stor oplevelse for alle vores gymnaster at få lov til at springe på baner, stor-trampoliner og i springgrave, som vi ikke har hjemme i vores egen forening, fortæller formanden for Ulbjerg Gymnastikforening Christina Ambrosius, der også er instruktør på holdet Børnespring 1 og fortsætter:
- Stort set alle vores gymnaster ser frem til fællestræningen, når de først har prøvet det én gang, og der er meget inspiration og læring at hente for de yngre gymnaster, når de springer side om side med de ældre gymnaster, som kan flere af "de seje spring" fortæller hun.
Gymnasterne boltrede sig på fast-track banen, air-track-banerne, lavede saltoer i stor-trampolinerne og specielt for de yngste gymnaster var det et stort hit at hoppe ud i "pomfrit-graven" fyldt med skum.
Dagen bød også på træning for gymnastikforeningens Junior Rytmehold i spejlsalen på Bjergsnæs, hvor de fik øvet og finjusteret deres serier, fordi det inden længe går løs med opvisninger.
Det er foreningens egne instruktører og hjælpetrænere, der står for dagen - lige fra opvarmningen til spring med modtagning på diverse forskellige springbaner.
Dagen blev afsluttet med en lille opvisning med Juniorholdet, inden der var frugt og kage til alle gymnasterne og velfortjent afslapning.
Kilde: Ugeavisen