En hæderspris vil være det rigtige punktum

Viggo Christensen har været formand for Ulbjerg IF i 11 år i træk, og i den periode har han virkelig rykket klubben i den rigtige retning. Senest som en enorm drivkraft i forbindelse med byggeriet af et nyt klubhus. Nu er han stoppet som formand, og prisen som Årets Idrætsleder vil være et perfekt punktum på et stykke fremragende formandsarbejde.
 
Foreningsarbejde frem for ferie
Det er ikke nogen tilfældighed, at det er i Ulbjerg IF's klubhus, at folkebladet træffer Viggo Christensen.
Den nu tidligere formand for klubben er en af hovedkræfterne bag det nye byggeri, ligesom han igennem 11 år som formand har været en ualmindelig stor drivkraft for klubben i det hele taget.
- Viggo går i det klubhus fra klokken otte om morgenen til langt ud på dagen. Jeg kommer tit derover klokken 16.30 efter arbejde, og der går Viggo altså stadig og arbejder. Og det er hver eneste dag, siger Jakob Frandsen, som har efterfulgt Viggo Christensen på formandsposten.
Han har oplevet, at den tidligere formand næsten har taget endnu mere arbejde på sig, efter at han stoppede som formand. Og at han, efter han trådte ind i pensionisttilværelsen, har påtaget sig så mange opgaver, at han har endnu mindre tid til sig selv, end da han var på arbejdsmarkedet.

- Nu har Viggo i flere år sagt, at han ville stoppe som formand - og nu gjorde han det så. Derfor er vi simpelthen nødt til at ære ham for alt det arbejde, som han har gjort for klubben, siger Jakob Frandsen, der som ny formand nyder godt af Viggo Christensens erfaring og kendskab til mekanismerne i en idrætsforening.
For selv om han ikke længere er formand, så har han bestemt ikke sluppet sit tag i klubben.
- Vi kommer til at mærke det på et tidspunkt, men vi har ikke mærket det endnu, da han stadig hele tiden er der. Jeg kunne slet ikke gøre det samme som formand, hvis jeg ikke havde ham at spare med. For der er godt nok mange ting at tage hånd om, siger Jakob Frandsen, som især peger på, at Viggo Christensens berøringsflade i byen bliver svær at erstatte, da den er bygget op gennem rigtig mange år.
- Vi kommer til at mærke det, hvis han engang trækker stikket helt. Og forhåbentlig kan vi andre være kørt mere i stilling til at løse opgaverne selv til den tid. Hvis han stoppede i dag, så ville det godt nok blive svært, og det ville virkelig koste mange timers arbejde, siger formanden.
 
Igangsætter og frontmand
Ulbjerg Idrætsforening har rigtig mange arrangementer af forskellig art. Klubben er meget aktiv, da det er en god måde at få penge i klubkassen på.
- Viggo er ikke kun med næsten hver gang - det er hver eneste gang, siger Jakob Frandsen, som suppleres af bestyrelsesmedlemmet Kenni Sørensen.
- I sommer var han tilbageholdende med at planlægge og holde sin egen ferie, da klubben var med til "Klint-festival" ved Ulbjerg Klint. Vi var rigtig mange, som havde ferie, og det var i en hel uge, hvor klubben stod for noget ved festivalen, så Viggo ville ikke bestille ferie sammen med hans kone i den periode. Og de to var der hver eneste dag. Planen var, at han skulle køre lidt til og fra, men det endte med, at de begge bare blev der hele dagen, siger Kenni Sørensen.
Hverken han eller Jakob Frandsen er i tvivl om, at Viggo Christensen skal have en stor del af æren for, at Ulbjerg IF har en sund økonomi. Han har nemlig ikke alene foreslået ting, som kunne skaffe penge til klubben - han er også gået forrest og har sikret, at tingene er kommet i gang og er blevet gennemført.
 
Den rigtig store klapsalve
For Ulbjerg IF vil det betyde utroligt meget, hvis det ender med, at Viggo Christensen ender med prisen som Årets Idrætsleder.
- I klubben har vi jo gennem mange år talt om, at det er en helt vild indsats, som han og konen gør i foreningen, så hvis han kunne få den her pris, ville det være en kulmination på hele hans formandsskab, som har drevet Ulbjerg IF fremad, siger Kenni Sørensen.
- Det var en helt enorm klapsalve, som han fik på generalforsamlingen, da han gik af. Og den fortalte altså bare rigtig meget om, hvor meget han har betydet, siger Jakob Frandsen.
- Men det var bare en klapsalve. Jeg synes stadig, at vi lige mangler den der store ting, som kan sætte et rigtig godt punktum for Viggos tid som formand. Der er så mange grunde til at ære ham, og det her er en god måde at gøre det på, da folk udefra også kan se, hvor godt han har gjort det, siger han.
Pris kan være en fødselsdagsgave
Jakob Frandsen og Kenni Sørensen synes godt, at de kan fornemme, at Viggo Christensen var glad, da han fandt ud af, at foreningen havde indstillet ham til hæderen.
- Jeg var overrasket, men det gjorde mig også stolt. Det viser, at der er nogle, der synes, at jeg har gjort et rimelig godt stykke arbejde gennem tiden, siger Viggo Christensen, mens han holder en pause i arbejdet med det nye klubhus.
Han skynder sig beskedent at sende en stor del af æren videre til de bestyrelsesmedlemmer, som han har arbejdet sammen med gennem tiden.
- Der er ingen god formand uden en god bestyrelse, siger han.
Og selv om indstillingen til prisen som Årets Idrætsleder gør ham stolt, så bryder han sig ikke meget om, at han på den måde skal frem i rampelyset.
- Det er jeg virkelig betænkelig ved, men det må jeg tage med. Der er ingen tvivl om, at jeg vil blive pavestolt, hvis jeg ender med at vinde. Jeg bliver 67 år den dag, hvor priserne deles ud (30. april, red.), men det kommer jeg nok ikke til at tænke meget på, mens jeg sidder der (til prisuddelingen, red.), siger Viggo Christensen.
 
Kilde: viborg-folkeblad.dk