For mange år siden var Laredo Saloon i Sundstrup ved Virksund et sted, hvor man gik til bal.
Og der kunne godt uddeles lidt øretæver, når folk fra Himmerland mødtes med folk fra Fjends.
Gennem årene har der også været drevet antikforretning på stedet, men der har ikke været liv i den gamle salon de seneste år.
Men nu sker der noget igen.
Fredag åbnede Laredo Antik & Vintage, som tre meget forskellige mennesker står bag.
Alle tre har dog den fælles passion, at de godt kan lide at finde gode og sjove ting, som man kan sætte sit personlige præg på.
- Laredo er kendt for antik, og både Rikke og jeg har et kæmpe varelager. De ting bliver ikke solgt, hvis de ikke bliver vist frem, og så fandt vi på at åbne her, hvor vi deles om huslejen og om åbningsdagene, lyder det fra Lars-Erik Sieg, der nu bor i Gedsted, men tidligere har boet 14 år i Breum.
Udover ham er Rikke Vinter fra Overlade og Mona Hinrup fra Aalestrup med i projektet.
De tre er enige om, at meget indretning i dag er for kønsløst, og at det kun er godt, at der kommer noget originalt og lidt skørt ind i hjemmene.
Og så må der gerne være lidt humor i tingene også.
- Jeg har også en forretning i Løgstør og på Sjælland, og jeg køber alt det, jeg synes er pænt. Lars-Erik ved lidt mere om, hvad der er noget værd, så på den måde supplerer vi hinanden meget godt, siger Rikke Vinter.
- Meningen er, at man her skal kunne købe noget, man ikke kan få ret mange andre steder. Noget unikt. Og så håber vi, at folk har lyst til at besøge stedet, og placeringen kan vi i hvert fald ikke klage over. Det ligger rigtig godt, fordi der kommer mange forbi ude på vejen, og mange kender stedet, siger Lars-Erik Sieg.
Laredo Antik & Vintage holder åbent fire dage om ugen. Det er fredag, lørdag, søndag og mandag.
Kilde: Skive folkeblad