Ulbjerg Friluftsbad blev indviet i flot sommervejr

I 1975 blev der etableret et friluftsbad i Ulbjerg. Byens byfest ”Kringlefesten” havde skænket årets overskud til Ulbjerg Skole, som havde et ønske om et svømmebassin ved skolen.
Bassinet blev en realitet ved hjælp af frivillige, der stillede sig til rådighed for den gode sag.
 
Udgifter og vedligeholdelse blev afholdt af Ulbjerg skole. Fra midt i maj til midt i september fik alle skolens ældste elever svømmeundervisning.
Bassinet har været brugt i skoleregi i 36 år, og blev lukket i 2011 på grund af en meget tiltrængt renovering, som skolen ikke havde råd til.
 
Men mange savnede svømmebadet og nogle af Ulbjergs mange aktive tog fat og der blev nedsat en bestyrelse til at varetage projektet og hvordan man evt. kunne lave et tidssvarende svømmebad.
Viborg Kommune har overtaget bassinet og har også givet en flot tilskud til renoveringen. Ligeledes er der blevet søgt tilskud fra fonde og lignende og også private har doneret et beløb. Bestyrelse har også været aktive med at sætte ting i gang, som kunne give overskud, blandt andet en konkurrence og  indsamling af tomme flasker.
Der er blevet brugt ca. 2500 timer fra lokale der har stillet sig frivillig til rådighed.
 
Men nu står friluftsbadet altså klar til brug og fredag, 31. maj, blev der inviteret til indvielse af Ulbjerg Friluftsbad, tilbyder både et voksent og børnebassin, sauna og vildmarksbad.
Fredag eftermiddag bød på dejligt sommervejr, så det var jo den helt rigtige dag at indvie et badeområde. Mange var da også mødt op og især børnene så hen til at snoren blev klippet, så man kunne få sig en dukkert i det fristende rene vand.
Inden snoren blev klippet, var det Finn Christensen fra bestyrelsen, der bød velkommen og fortalte om det store arbejde der har gået forud for indvielsen:
- På Ulbjerg Friluftsbads vegne vil jeg byde velkommen til alle. Det har været et sejt træk at få badet op at stå igen, både økonomisk og arbejdsmæssig, så vi i bestyrelsen er meget glade i dag og taknemlig for sponsorer, både offentlige og private med den hjælp, som vi har fået, ellers kunne vi ikke have gennemført det store arbejde.
Vi i bestyrelsen håber, at alle i Ulbjerg og omegn vil få glæde af badet i mange år og håber at rigtig mange får lært at svømme, det giver også tryghed, hvis man går og færdes ved fjorden, sluttede Finn Christensen.
Kurt Johansen, der er medlem af Viborg Byråd, havde en tillykke hilsen med fra kommunen:
- Tillykke til Ulbjerg Friluft bad og til bestyrelsen med det store arbejde.
 
Det er med to års venten fra første spadestik.
Der er blevet lagt så mange frivillige timer i projektet og flere håndværker har været inde over, og resultatet er så flotte omgivelser og et fantastisk sted til hygge og sammenhold i de gode sommeraftener.
Et gl. ordsprog siger: Man skal ikke bevæge sig længere ud end man kan bunde, og det har bestyrelsen formået, med sparsomme resurser, har de renoveret bassin fra uge til uge, de har holdt økonomi på plads i projektet.
Man kan sige – fra skrot til flot,  er det blevet, Et så fint badebassin for børn ,unge, forældre og seniorer i Ulbjerg.
Det har ikke altid lige nemt med tilladelser. Det har krævet mange samtaler og div. justeringer undervejs.
Tak til friluftsbadet for et godt samarbejde over de sidste på år, sluttede Kurt Johansen.
I sin tid var det Kringelfesten, der gav økonomi til at etablere et svømmebad i Ulbjerg, så derfor skulle det være den nuværende Kringelvrider, Kirsten Johansen, der skulle klippe den røde snor.
Og så blev der givet plads til at de mange børn der havde ventet, kunne klæde sig om og få en dukkert, men de fleste voksne så til mens de nød en grillpølse og et glas kold øl.
 
Kilde: vesthimmerlandsavis