I det naturskønne Skals Ådal ved Hvolris ligger 4000 år af danmarkshistorien samlet på et sted.
Her findes rester af stenalderens grave, bronzealderens offerskikke og middelalderens kogekunst. På bakkeskråningerne har håndværkere og arkæologer genskabt jernalderens huse. Lokale kunstnere har ladet sig inspirere af oldtiden og en betagende skulpturpark, der fremstår i harmonisk samspil med fortidens levn og nutidens, fortolkning rejser sig i landskabet. Bliv indfanget af fortidens vingesus på kanten af fortid, nutid og fremtid. Her er oplevelser for børn og voksne, unge og gamle for krop og sjæl og til timer og minutter.
Hvolris er først og fremmest et udflugtsmål, hvor publikum selv vælger deres oplevelser.
Nogle vælger madpakken, festen, legen, dyrene, den levendegjorte jernalderlandsby eller historiefortællingen som deres ægte oplevelser.
For andre er det kunsten i skulpturlunden, der drager.
Her har nutidige kunstnere ladet sig inspirere af fortidens liv og ånd.
Alene naturen med den vidtstrakte udsigt over ådalen er rigeligt til at fylde en modtagelig sjæl.
De historisk interesserede får timer til at gå ved de arkæologiske udgravninger og i museumsudstillingen.
Hvolris er nemlig et af Danmarks mest spændende arkæologiske områder med fund fra både sten-, bronze-, jern- og middelalder. Altså et sted, hvor mennesker har levet med naturen som ven og udfordring i mindst 4.000 år.