Tur på ca. 30 km.

Download kørselsvejledning

Start ved Ulbjerg camping og kør mod syd ind i Ulbjerg by. Ved forsamlingshuset drejes mod Sundstrup. Efter ca. 1,5 km tages en afstikker til højre mod Ulbjerg klint. Følg skiltene derud.

Ankommet til området med den 30 m høje klint kan foretages fodtur til St. Klinthøj med enestående udsigt over Lovens Bredning og Salling mod vest.
Man befinder sig her i et morænelandskab, hvoraf ca. 135 ha i dag er fredet.

På cyklen tilbage til Tolstrup (hvor asfaltvejen begynder). Her køres til højre ad grusvejen Trekronervej ca. 2 km til Sundstrup. Her var tidligere færgested med overfart til Fjends herred over Virksund, der forbinder Hjarbæk Fjord med Lovns Bredning. Dæmningen anlagdes i 1967, hvorved Hjarbæk Fjord blev en ferskvandssø.

Fra det gamle færgested køres nu ad den ny Skivevej ca. 1 km mod øst. På højdedraget til højre ses to karakteristiske broncealderhøje (ca. 3.000 år gamle) med navnet ”Marens patter”. Drej mod syd ad Sundvej og umidelbart derefter igen til højre ad Skovvej og følg denne til Lynderup kirke.
Følg stadig Skovvej ca. 1,5 km til asfaltvejen ophører. Bestig en af de to gravhøje og nyd den storslående udsigt over heje Hjarbæk Fjord mod syd og vest.

 

Tilbage ad Skovvej til Lynderupgård, landets ældste og største gård i bindingsværk fra 1556. På gårdspladsen ligeledes landets ældste ”vandkunst” (springvand). Hele komplekset er fredet i klasse A. Der er adgang til gård/park.

Ad Østervej og Kærbyvej langs strandengene til Låstrup. På kirkegården her findes mindesmærker og grave for besætningen fra en i 1944 nedskudt engelsk bombemaskine.

Fra Låstrup kirke videre gennem byen og ad Låstrupvej til Borup og videre over Borup hede til Skindersbro (Skinderup bro), der er en meget gammel broovergang. I heden ses stadig spor af gamle, sandede hulveje med retning mod overgangen. Øst for broen to gravhøje: Tinghøj og Galgehøj, hvis navne siger noget om stedets funktion og betydning i tidligere tid. Her afholdtes da også indtil 1688 Rinds herreds ting, hvilket en mindesten i dag vidner om.

Direkte ad Tingvej mod vest tilbage til Ulbjerg og udgangspunktet gennem C.F. Flensborgs plantage.


Ca 3 km fra Skinders Bro passeres på højre side den anseelige Støvhøj, der er 42 m over havet.

Gå til toppen